Makadam (engelsk: macadam) er en type vejbelægning bestående af grus og sten i forskellige størrelser.Belægningsmetoden er oprindeligt udviklet af
skotten John Loudon McAdam i starten af 1800-tallet. Den i dansk sammenhæng kendte makadam med 3 lag er udviklet af
James Patterson i 1820-erne. Navnet er gennem tiden forenklet fra MacAdam-belægning til blot at hedde makadam.Belægningen opbygges ved at danne en skrånende flade med
drængrøfter på begge sider, og herpå udlægge to lag sten af en vis størrelse. Oprindeligt brugte man typisk håndslåede
skærver på op til 75 mm, men i dag vil man normalt bruge knuste eller sprængte paksten i samme størrelse. Lagtykkelsen er ca 100 mm pr. lag. Herpå lægger man ca 50 mm finere sten, med en kornstørrelse op til 25 mm. De enkelte lag tromles med en tung
vejtromle, så de kantede skærver låser hinanden fast. De fleste steder vil man til sidst skylle skarpkantet
sand ned i hulrummene, indtil man opnår en kompakt masse, hvor stenene holder på hinanden, men hvor vandet stadigvæk kan drænes ud til grøfterne. Visse steder opnår man en lignende effekt ved at hælde
stabilgrus på en vej og tromle eller vibrere det, men her er det mere tilfældighedernes spil der afgør om materialet binder til en fast belægning eller danner et blødt underlag, som en bil kan sidde fast i. Det skyldes dels at stabilgruset består af korn fra 0-32 mm, der er blandet på forhånd fra naturens side, uden man ved præcist hvor meget der er fint og hvor meget der er groft, og dels at kornene i stabilgrus ofte er mere runde og derved ikke låser hinanden på samme måde. I makadam-blandingen tilsættes der kun den mængde finere materialer der er nødvendig for at fylde hulrummene, og herved låser alle de større dele hinanden, da de fra starten har rørt hinanden og ikke bliver flyttet.
Se mere på Wikipedia.org...
Free Download Now!
