Erik 2. Emune

Erik Emune (Erik 2.), (frille)søn af Erik Ejegod, konge af Danmark fra 1134-1137 efter at have gjort det af med konkurrenterne Magnus den Stærke og Harald Kesja. Den 7. januar 1131 myrder Magnus, Kong Niels' søn, brutalt Knud Lavard, den danske hertug over Slesvig og Holsten samt en del af Albingen, i Haraldstedskoven ved Ringsted, efter at Knud Lavard havde holdt jul hos Kong Niels og Magnus. Mordet udløser stor vrede hos Knud Lavards familie, venner og tilhængere. Knud Lavard havde to halvbrødre, Harald Kesja og Erik, jarl af Lolland – den senere Erik 2. Emune. De sætter sig i spidsen for et oprør mod Kong Niels. Over de næste tre år udkæmpes hver sommer drabelige slag først ved  Ribe, så ved Hals i Jylland og endelig i 1133 ved Værebro på Sjælland. Kong Niels og Magnus vinder hver gang, og Erik må flygte til Norge. Sommeren efter går han i forbund med ærkebiskop Asser i Lund og den tyske Kejser Lothar, der sender en moderne rytterhær på 300 mand til Skåne. 2. pinsedag 1134 står så den tidlige middelalders største slag ved Fodevig. (Saxo har en meget dramatisk beskrivelse af slaget.)
Se mere på Wikipedia.org...

Erik 2. Emune (Erik II), (frille)søn af Erik Ejegod, konge af Danmark fra 1134-1137 efter at have gjort det af med konkurrenterne Magnus og Harald Kesja. Erik arbejder på at få sin dræbte halvbroder Knud Lavard helgenkåret for at befæste slægtens krav på tronen. Knud Lavards familie og tilhængere ønskede at han skulle begraves i Roskilde med pomp og pragt, men Erik Emune, der alligevel frygtede for, at Knuds popularitet skulle blive for stor, gennemtvinger, at Knud gravlægges i Ringsted kirke. I nærheden grundlægger Erik et kloster, der skulle sørge for at dokumentere (fremskaffe?) de ønskede mirakler ved Knuds grav. Der er store forventninger til den nye konge. På Sjælland påbegynder man at nedskrive de love, der skal blive til "Den sjællandske lov". Erik søger også at forsone de tidligere fjender.
I 1136 tager Erik Emune på korstog til Arkona på Rügen - paven opfordrer jo på den tid de kristne fyrster i Europa til at kæmpe mod de vantro, så hvorfor ikke tage fat på de hedninge, der bor lige i nærheden. Soldater har kors i skjoldene og på deres skjorter. Den ny roskildebis Eskild holder afskedsgudstjeneste. Erik Emune lader soldaterne grave en kanal tværs over den smalle tange, der forbinder Arkona med Rügen og efterfølgende en skakt ind i kridtklippen under borgen, så fæstningens ene brønd bliver drænet for vand. Og til sidst må Arkona overgive sig på grund af mangel på vand. Beboerne, villigt lader sig døbe, får alle en fin, ny dåbsskjorte.
Men hjemme i Danmark går det mindre godt for Erik Emune, og han får flere og flere fjender. På Sjælland gør biskop Eskild og stormanden Peder Bodilsøn oprør imod ham, og snart ulmer oprøret overalt, og Erik må afstå fra at tage til Arkona den følgende sommer. Efter tre år på tronen er det forbi. Den 18. september 1137 dræbes Erik Emune under et tingmøde på Urnehoved ved Ribe af herremanden Sorteplov. Erik får tilnavnet Emune, der vistnok betyder "den evigt huskede".