Asturien
Asturien, (spansk Asturias), landskab og selvstyrende region i det nordvestlige Spanien, der tidligere førte navn af fyrstendømme. Vigtigste by er Oviedo.
Landskabet, der ligger på Spaniens nordkyst mellem gammel Kastilien i øst, Léon i syd og Galicien i vest, har navn efter floden Astura, hvilket ord betyder
klippevand (af de iberiske ord asta, klippe, og ura, vand). Allerede i romertiden træffes navnet Asturien. Landskabet hørte da til Hispania Tarraconensis.
Beboerne, astures eller astyres, gjaldt for særlig vilde og rå; først 22 f.Kr. bukkede de under for romerne. Senere efter slaget ved Jeres (711) blev Asturien det vigtigste tilflugtssted for vestgoterne, og af blandingen mellem disse og urindbyggerne er de nuværende beboere fremgåede. I Asturien hævdede vestgoterne deres selvstændighed, og herfra udgik tilbageerobringen af halvøen, således at Astruien kan betragtes som det spanske monarkis vugge.
Siden 1388 fører den spanske kronprins titlen prins af Asturien. Indtil 1820 havde Asturien bevaret mange af sine gamle særrettigheder.