Als Abendland (auch: Christliches Abendland oder Okzident) wird ursprünglich der westliche Teil Europas bezeichnet, besonders Deutschland, Österreich, England, Frankreich, Italien und die Iberische Halbinsel. Heute schließt der Begriff die gesamte durch gemeinsame Werte (griechische Philosophie, römisches Recht, Judentum und Christentum) verbundene westliche Welt ein. Seit der Romantik entwickelte sich vor allem im deutschsprachigen Raum eine besondere Traditionslinie um den Abendlandbegriff, die einen letzten Höhepunkt in einer regelrechten Abendland-Ideologie der 1950er Jahre fand.

Aftenlandet (tysk Abendland), landet hvor solen går ned, er et begrep som betegner (særlig i Tyskland) Europa eller i en bredere betydning idag hele den vestlige (eller kristne) verden, i motsetning til Morgenlandet, Orienten, som idag omfatter det nære østen eller den arabiske verden, tidligere også det fjerne østen (India, Kina og Japan).

Der Untergang des Abendlandes er Oswald Spenglers hovedværk, der udkom i to bind i 1918 og 1922. Denne metahistoriske afhandling om en underliggende tendens i alle højkulturer fik stor betydning i vestlig filosofi og historietænkning i 1920'erne måske især under indtryk af det kulturelle chok, det var, at en krig som 1. verdenskrig kunne finde sted.